Apostlen selv bestræber sig at nå den samme hellighedsstandard som han har fremsat for sine brødre. Han skriver til filipperne: ”Men det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. . . . og for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg bliver lig med ham i hans død, om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen: men jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg selv blev grebet af Kristus Jesus. Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrs pris, som Gud fra det høje kaldte os til Kristus Jesus.” Der er en slående modsætning mellem deres pralende og selvretfærdige forlangender som bekender at være uden synd, og så apostlens beskedne sprog. Alligevel var det hans eget livs renhed og pålidelighed der lagde en sådan kraft bag hans brødres formaninger.