Han pålægger Titus at instruere kirken at når de skal stole på Kristi fortjenester til frelse, guddommelig nåde, iboende i deres hjerter, vil det føre til at livets pligter udføres trofast. ”Læg dem på sinde at underordne sig myndigheder og øvrigheder, at være dem lydige, være rede til enhver god gerning, ikke forhåne nogen, ikke være stridbare, men milde og vise al sagtmodighed mod alle mennesker. Thi vi var selv engang uforstandige, ulydige, vildfarne, trælle under alle hånde begæringer og lyster vi levede i ondskab og misundelse, var forhadte og hadede hverandre. Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv. Dette er troværdig tale, og jeg vil, at du skal indprente det, for at de, som er kommet til tro på Gud, skal beflitte sig på at øve gode gerninger. Dette er godt og gavnligt for menneskene.”