”Efter at Herren havde gjort en pagt med Israel på den højtideligste måde for at være en særlig rigdom for ham, bragte de dem frem for ham, fra deres telte og lejre, for at møde ham. Og Herren nedlod sig allernådigst på Sinajs bjerg, ikke for at give en ny lov, men for at fremsige med høre bar stemme i hans folks påhør, den lov som allerede har eksisteret. Guds tilstedeværelse gjorde bjerget helligt, og hverken mennesker eller dyr fik lov til at berøre bjerget, på grund ad dødsstraf. Hebræerne blev instrueret at alt der var forbundet med Gud måtte betragtes med højeste ærbødighed. De blev stærkt ophøjet til at være hans lovs forvaltere. ”Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel.” Og herlighedens herres øjne var som opslugende ild på bjergets top."