Nogle er stolte af at være meget åbne, ligefremme og uslebne, og de kalder dette for oprigtighed; men det er ikke det rigtige navn; det er den dybeste selviskhed. Disse personer kan have dyder; de kan være liberale, og være venlige; men deres uhøflige optræden gør dem næsten uudholdelige. De kritiserer, de sårer, de siger ubehagelige ting. Vil den karakter de nærer anbefale dem til Jesus? Vil det gøre dem egnede til himlens selskab? Vi gør rigtigt i at undersøge os selv, og se hvilken ånd vi gemmer på. Lad os lære at tale pænt, stille, også under de mest prøvende forhold. Lad os ikke kun kontrollere vore ord, men vore tanker og indbildning. Lad os være venlige, høflige i vore ord og optræden. Der er en stor forsømmelse i denne henseende. Vi besmykker os ikke med den lære som vi bekender. Vi er ikke hvad vi kunne være, eller hvad Gud vil have os til at være. Dem som håber at være hellige engles ledsagere, bør have en ædel optræden. Hvis den kristne religions principper føres ud i det daglige liv, vil der være en venlig betænksomhed over for andre; for det var karakteristisk for Kristus. Så vil han, selvom en mand måske er fattige, have den sande værdighed; for han er Guds adelsmand.