Encouraged by the assurance of God's presence, Moses drew still nearer, and ventured to ask for still further blessings. "I beseech thee," he said, "show me thy glory." Think you that God reproved Moses for his presumption?--No, indeed. Moses did not make this request from idle curiosity. He had an object in view. He saw that in his own strength he could not do the work of God acceptably. He knew that if he could obtain a clear view of the glory of God, he would be enabled to go forward in his important mission, not in his own strength, but in the strength of the Lord God Almighty. His whole soul was drawn out after God; he longed to know more of him, that he might feel the divine presence near in every emergency or perplexity. It was not selfishness that led Moses to ask for a sight of the glory of God. His only object was a desire better to honor his Maker.


Review and Herald 11/05 1897

Ydmyghedens nådegave.

Opmuntret af forsikringen af Guds nærhed, drager Moses endnu nærmere, og dristede sigt til at bede om flere velsignelser, og han sagde: »Lad mig dog skue din herlighed!« Tror du virkelig at Gud irettesatte Moses for hans indbilskhed? – Nej faktisk ikke. Moses spurgte ikke om dette bare fordi han ville vide det. Han havde et formål for øje. Han så at han ikke kunne gøre Guds arbejde ordentligt i sin egen styrke. Han vidste at hvis han fik et klarer syn om Guds herlighed, ville han være i stand til at gå frem i denne vigtige mission, ikke i sin egen styrke men i Herren Gud den Almægtiges styrke. Hele hans sjæl var draget ud efter Gud, han længes efter at vide mere om ham, så han kan mærke den guddommelige nærhed i alle nødssituationer eller forviklinger. Det var ikke selviskheden der fik Moses til at spørge efter at se Guds herlighed. Hans eneste formål var et ønske om at bedre ære sin Skaber.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.