Medens himmelens Majestæt var optaget af sin jordiske gerning, tilbragte han megen tid med inderlig bøn. Ofte tilbragte han hele natten på den måde. Han sørgede dybt, når han følte mørkets magt over verden, og han forlod den travle by og de larmende skarer for at søge sig et ensomt sted, hvor han kunne være i samfund med sin Fader. Oliebjerget var Guds Søns kæreste tilflugtssted. Tit, når skarerne havde forladt ham for at trække sig tilbage for natten, hvilede han ikke, skønt han var træt efter dagens møje. I Johannes evangeliet kan vi læse: "og alle gik hjem til deres egne hjem", men Jesus gik op på Oliebjerget. Mens byen lå stille hen og hans disciple havde trukket sig tilbage for at forfriskes ved søvn, opsteg hans guddommelige forbøn fra Oliebjerget til hans Fader om, at hans disciple måtte blive bevaret fra påvirkning af det onde, som de hver dag ville komme til at møde i verden, og om, at hans egen sjæl måtte få styrke og kraft til den kommende tids prøvelser og pligter. Hele natten, mens hans disciple sov, bad deres guddommelige lærer, mens nattens dug og rimfrost faldt på hans bøjede hoved. Disciplene vidste hvor Jesus gik hen om natten og hvorfor. Derfor gik disciplene ofte med ham ud til det foretrukne sted. Der kunne de være i fred uden at blive forstyrret, og dette var årsagen til at Jesus meget sjældent kom der om dagen.