Det er fordi, mennesker ikke kender Gud eller Jesus Kristus, som han har sendt, at de indtager en upassende holdning og bruger upassende ord i deres bønner. I stedet for angerfuldt at træde frem for Gud, kommer mennesker uden ærbødighed ind i familiekredsen og i folkets forsamling. Såre mange kommer så selvbevidste til bønnestunden, at deres bønner mere lyder, som om de mener, de må informere Gud om noget, end som om de forventede at modtage noget fra hans hånd. De nærmer sig ikke ud som ydmyge ansøgere i erkendelse af, at deres liv og helbred, føde og beklædning og enhver timelig og åndelig velsignelse er afhængig af ham. De misfortolker apostelens ord, hvor han siger, at vi frimodigt skal komme frem for nådens trone. Mange kommer frem for Gud uden ærbødighed og ydmyghed og opfører sig snarere som dristige, halvfrække børn, end som Kristi ydmyge og sagtmodige efterfølgere. Det er ikke den form for frimodigdighed, skrifterne anbefaler. Den frimodighed, der her peges på, er den, der er født af Kristi ord, da han sagde: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile." (Matt 11,28). Det er den frimodighed, der kommer, når vi erkender, at vi ikke behøver at dvæle ved vor egen uværdighed og vandre i den skygge, som Satan vil kaste mellem os og Gud. Det er passende for os at føle vor svaghed og vor sjæls store behov og det er på det tidspunkt, at vi kan komme til Gud i troens fulde vished og gøre krav på løftet om, at de trætte og byrdebetyngede skal finde hvile for deres sjæle. Den frimodighed er tillid til Gud, ikke selvtillid. Men al ubesindighed, al uærbødighed må være fjernt fra dem, der vil opsende acceptable bønner. Da kan vi give agt på ordene fra den, der taler for Gud, når han siger: "Og dette er den tillid, vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os." (1Joh 5,14).