Kristus irettesatte farisæerne og de skrifkloge på grund af deres selvretfærdige bønner; og bønner af den slags, der bedes for at blive hørt af mennesker, nedkalder ingen velsignelse fra Gud. Farisæerne opregnede de gode gerninger, de havde gjort, for at mennesker skulle høre dem og de foregav at takke Gud for, at de var bedre end andre mennesker. De smigrede sig selv og kom ikke med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd. De vedkendte sig ingen synd. Fra deres hjertes skatkammer kom intet godt til udtryk i form af taknemlighed og kærlighed til Gud. Fulde af selvretfærdighed følte de ikke behov for noget og de regnede sig selv for fuldkomne. Når de fremstillede sig selv for Gud, var der ingen ydmyghed i sjælen. Men ydmyghed bliver altid anerkendt hos ham, der sagde: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer." (Matt 7,7).