Her var den store og almægtige Guds bud. Der skulle ikke være noget slapt og uordentligt omkring dem der viser sig for ham, når de kommer ind i hans hellige nærhed. Og hvad var dette til for? Hvad var formålet med al denne omhyggelighed? Var det blot for at give Guds folk råd? Var det kun for at få hans billigelse? Den grund jeg fik var denne: At folket måtte få det rigtige indtryk. Hvis dem som tjener i det hellige embede, ikke udviser omhu og ærbødighed for Gud i deres udseende og deres optræden, vil folk miste deres respekt og ærbødighed over for Gud og hans hellige tjeneste. Hvis præsterne viste stor ærbødighed for Gud, ved at være omhyggelig og meget nøjeregnende når de kom i hans nærvær, gav det folk en ophøjet idé om Gud og hans forlangender. Det viste dem at Gud var hellig, at hans arbejde var helligt, og at alt i forbindelse med Guds værk må være hellig; at det må være fri for alt urent; og at al besmittelse må lægges bort hos dem der nærmer sig Gud. Ud fra det lys jeg har fået, har der ikke været omhu i denne henseende. Jeg taler om dette, ligesom Paulus fremstiller det. Det gennemføres i en viljestyret tilbedelse og forsømme kroppen. Men denne frivillige ydmyghed, denne viljebestemte gudsdyrkelse og forsømmelse af kroppen, er ikke den ydmyghed der smager af himlen. Denne påtagne ydmyghed, tilbedelse af viljen og forsømmelse af kroppen er ikke den ydmyghed der har den himmelske duft. Den ydmyghed der dufter himmelsk gør netop mennesket, handlinger og påklædning fuldkomment korrekte, særligt hos dem der forkynder Guds hellige sandheder, så alt der er forbundet med os anbefaler vor hellige religion. Netop klæderne vil være en anbefaling for sandheden over for ikke-troende. De vil være en prædiken i sig selv.