Stemmens toneleje har meget at gøre med hvordan tilhørernes hjerter bliver berørt. Og mange som kunne være nyttige mænd, opbruger deres vitale kræfter, og ødelægger deres lunger og stemmeorganer, ved deres talemåde. Nogle prædikener har fået en vane med at huje det muntert ud, som de har at sige, som om de har en lektie at gentage og skynder sig hurtigt muligt igennem den. Det er ikke den bedste måde at tale på. Enhver prædikant kan uddanne sig selv, ved at gøre sig stor umage i at tale tydeligt og udtryksfuldt, og ikke bringe en masse ord sammen, uden at tage sig tid til at trække vejret. Han bør tale på en moderart måde, så folk kan få idéerne fæstnet i deres tanker, idet han fortsætter. Men når sagen hastes så hurtigt igennem, kan folk ikke få pointerne ind i deres sind, og de har ikke tid til at få det indtryk, som det er så vigtigt at de får; der er heller ikke tid til at sandheden berører dem, som den ellers vil have.