Vi hører til dem, der tror, at det er vort privilegium hver eneste af vore levedage at forherlige Gud på jorden, og at vi ikke bare lever i denne verden for vor fornøjelses skyld, eller kun for at behage os selv. Vi er her for at være til gavn for menneskeheden og for at være en velsignelse for samfundet, og hvis vi fylder vort sind, som mange gør det, med tomhed og dårskab, hvordan kan vi så være til gavn for vor race og generation? Hvordan kan vi så være til velsignelse for det samfund vi lever i? Vi kan ikke være uskyldige og samtidig deltage i fornøjelse, som vil gøre os uskikkede til en mere trofast udførelse af livets hverdagspligter.