Denne pagtshandling skulle stadfæstes med Kristi eget blod, som det havde været det gamle offersystems opgave at minde dem om. Dette blev forstået af apostlen Paulus, som sagde: “Thi loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse. Ville man ellers ikke have holdt op med at frembære dem, når de, som dyrker Gud med dem, en gang var rensede og deres samvittighed ikke mere var tynget af synder? Men ofrene bringer netop år efter år ihukommelse af synder. Thi det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder. Derfor siger han, da han træder ind i verden: »Til slagte og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; i brænd og syndoffer fandt du ikke behag. Da sagde jeg: »Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!« Medens han først siger: »Til slagt og afgrødeofre, brænd og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag« (og de frembæres dog efter loven), siger han derefter: »Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.« Han ophæver det første for at fastslå det andet, Guds vilje, og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret. Og alle andre præster står daglig og forretter deres tjeneste og frembærer gang på gang de samme ofre, som dog aldrig formår at borttage synder. Men han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd."