Blandt de mange som hele tiden vrimlede sig de og de vej, var der en dame som særlig fangede vor opmærksomhed. Hun så ud til at være omkring fyrre år gammel, og var omgivet af en flok børn, hele vejen fra fire til fireogtyve år gammel. En af drengene, omkring ti somre, skabte en masse problemer for hende. Videbegærlighed og egensidighed lod til at være fuldt udviklet i ham, end i de andre små, som sad artigt på sæderne, med deres arme foldede og deres fødder hængene, medens han, holdt nøje øje med sin moders øjne, vil de vende sig bort og benytte lejligheden til at smutte ud af døren og holde øje med lokomotiverne køre frem og tilbage. Hans moder frygtede at han ville skynde sig ud, og ærgres over hans gentagne ulydighed, og til sidst gå ud efter ham, og snart komme tilbage med ham under armen. Hun skældte ud og han modsatte sig ethvert skridt. Til sidst nåede de sædet, hvor hun skubbede ham voldeligt så hans hoved kom med anselig styrke mod sædet, og virkelig skade knægten.