Hensigten med fodtvætningen er, at vi skal komme vor Herres ydmyghed i hu og tænke på den undervisning, han gav, idet han toede disciplenes fødder. Der er en tilbøjelighed i mennesket til at anse sig selv for bedre end sin næste - til at arbejde for sig selv, at tjene sig selv, at søge den højeste plads. Ofte opstår ond mistanke og bitterhed af rene bagateller. Denne anordning, som går forud for Herrens Nadver, skal rense alle sådanne misforståelser af vejen, bringe mennesket ud af sin egenkærlighed og ned fra sin selvophøjelse til den ydmyge ånd, som vil lede ham til at to sin næstes fødder. Det er ikke Herrens vilje, at denne anordning skal udelades, fordi nogen anses for uværdig til at deltage. Jesus toede Judas fødder. Han nægtede ham ikke en plads ved bordet, skønt han vidste, at han ville forlade det for at forråde sin Herre. Det er ikke muligt for mennesker at afgøre, hvem der er værdig og hvem der er uværdig. De kan ikke læse hjerternes hemmeligheder. Det tilkommer ikke dem at sige: "Jeg vil ikke deltage, hvis sådan en skal være med." Herren har ikke overladt til mennesker at afgøre, hvem der skal deltage ved denne lejlighed.