Mange i Guds folk er bedøvet af verdens ånd, og de fornægter deres tro ved deres gerninger. De opelsker til kærlighed for penge, huse og jorde, indtil det optager sindet og hele tilværelsen, og udelukker kærlighed til Skaberen og kærlighed til sjæle Kristus døde for. Denne verdens gud har forblindet deres øjne; deres evige interesser sættes i anden række; og hjerne, ben og muskler belastes til det yderste, for at øge deres verdslige besiddelser. Og alle disse flere bekymringer og byrder fører direkte til overtrædelse af Kristi formaning, som sagde: ”Saml for jer selv skatte i Himmelen;" så de derved arbejder for deres egen skyld. De skatte der samles i himlen er sikrede; ingen tyv kan nærme sig dem, ejheller kan møl fortære dem. Men deres rigdomme er på jorden, og deres hengivenhed er på deres rigdomme. I ørknen, mødte Kristus store ledende fristelser som ville overvinde mennesker. Her mødte han egenhændigt den listige og snu fjende, og overvandt ham. Den første fristelse var over appetitten, den anden formastelse; den tredje kærlighed til verden. Verdensrigernes troner, og herligheden over dem, blev givet til Kristus. Satan kom med verdslig ære, velstand og livets fornøjelser, og bragte dem i det mest tiltrækkende lys der forlokkede og bedrog. ”Alle disse ting,” sagde han til Kristus, ”vil jeg give jer, hvis du vil falde ned og tilbede mig.” Kristus drog den listige fjende tilbage, og kom sejrrig ud.