De, som forøger deres familier med mange børn, uagtet de, om de vil tænke sig om, godt kan skønne, at de derigennem forplanter både legemlige og åndelige svagheder til de efterfølgende slægter, er overtræder af de sidste seks af Guds bud, som foreskriver menneskenes pligter mod deres medmennesker. De er behjælpelige med at forsvage slægten og fordærve samfundet og foruretter derved deres næste. Dersom Gud således ser på slægtens bedste som et hele, har han da ikke omhu for endnu helligere slægtskabsbånd. Dersom end ikke en spurv falder til jorden, uden at han mærker det, skulle han da ikke bekymre sig om de børn, der fødes til verden med sygelige legemer og sjæle og på grund deraf må lider mere eller mindre under hele deres livstid? Vil han ikke kræve forældrene til ansvar, når de gør en fejl brug af de evner og den for¬stand, han har givet dem, og bliver slaver af de lavere liden¬skaber, og således overfører til de kommende slægter deres fysiske og moralske fordærvelse? Foruden den lidelse, der således påføres børnene, bliver også armod deres del og lod. Forældrene formår ikke at give deres børn tilstrækkelig skole¬gang, og mange har hverken lyst eller tid til at give børnene den opdragelse i hjemmet, de burde have, så de onde karakter¬træk, de har arvet, til dels kunne formildes, og deres tanker kunne ledes ind på andre veje. Forældre bør ikke have flere børn, end de vel kan forsørge og opfostre. Et barn i moderens arme år ud og år ind er en stor uret mod hende. Derved berøves hun helt eller delvist selskabslivets glæder og velsignelser og overlæsses med huslige byrder og bekymringer. Også børnene berøves den omhu og den undervisning, som det er forældrenes pligt at give dem.