Sammenlign dette med den herlige lovprisning fra udødelige tunger - de millioner af skønne stemmer i Guds univers, som lovsang ham. Han ydmygede sig selv og påtog sig dødelighed. Som medlem af den menneskelige familie var han dødelig, men som Gud var han selve kilden til verdens liv. Han kunne i sin Guddommelighed have modstået dødens magt og nægtet at underkaste sig den; men han gav frivilligt sit liv for derved at skænke liv og udødelighed. Han bar verdens synd og udholdt en straf, der som et knusende bjerg faldt over hans guddommelige sjæl. Han ofrede sit liv, for at mennesker ikke skulle dø en evig død. Han døde - ikke fordi han blev tvunget til det, men af egen fri vilje. Dette var ydmyghed. Hele Himmelens rigdom blev samlet i een gave for at frelse det faldne menneske. Han bragte i sin menneskelige natur hele den livgivende energi, som menneskene behøver og må modtage.