Ud over alle vore rækker forsømmes de enkeltes talenter. Nogle få personer er blevet valgt som åndelige byrdebærere, og andre medlemmers talenter forbliver uudviklede. Mange er blevet svagere siden de har forenet sig med menigheden, fordi de praktisk talt er blevet forbudt at bruge deres talenter. Byrden for menighedsarbejde burde fordeles blandt de enkelte medlemmer, så at enhver kan blive en forstandig Guds medarbejder. Der er i det hele taget for mange ubenyttede kræfter i menigheden. Der er nogle få som lægger planer og arbejder; men rigtig mange mennesker løfter ikke deres hænder af frygt for at blive afvist, af frygt for at andre vil betragte dem som fejlplaceret. Mange har villige hænder og hjerter, men de afskrækkes fra at lægge alle deres kræfter i arbejdet. De kritiseres hvis de prøver at gøre noget, og til sidst lader de deres talenter ligge passive af frygt for kritik, selvom de kunne opmuntres til at bruge dem, og værket ville skride frem, og missionærskaren vil tilføjes nye medarbejdere. Vi får visdom til at tilpasse os særlige situationer, kræfter til at handle i nødens stund, ved at bruge de talenter som Herren har givet os, og ved den erfaring vi får i personligt arbejde. Nogle få vælges til at besidde ansvarsbetyngede stillinger, og arbejdet deles op blandt brødrene. Mange flere burde have mulighed for at udvikle sig til virksomme medarbejdere for Herren, men bliver efterladt i skyggen. Mange af dem på de betroede steder, er inderst inde forsigtige, bange for at der gøres noget der ikke er helt i overensstemmelse med deres egne arbejdsmetoder. De forlanger at alle planer genspejler deres egen personlighed. De er bange for at stole på andres metoder. Og hvorfor skal man ikke kunne stole på dem?