Den mest højtidelige og ærværdige periode det jødiske folk havde, var da Jesus var i deres midte. Det var den slægt som stod til ansvar for at at ikke tagege imod verdens lys. I mange år havde Gud anmodet sit folk indtrængende med nådegaver, med domme, og med de højtideligste advarsler og indstændige advarsler. Der var tilstået velsignelser og velsignelser blev fjernet, og alligevel har det folk, der bekender at længere fremme end andre folk i lys og sandhed ikke reageret på disse advarsler og alvorlige bønner fra Guds Ånd. Frelserens kærlighed er ikke blevet gengældt. Kristus ser sorgfuld på menighedens enkelte medlemmer, og udbryder: “Dog vil I ikke komme til mig for at få liv.” Prøvens stund nærmere sig hurtigt, Guds vredesbæger fyldes hurtigt. Vil dem som bekender at vente på deres Herres tilsynekomst fra himlen findes mangelfulde på den dag, eller vil de vækkes fra deres kødelige tryghed, angre deres ligegyldighed, og hjertehårdhed, og heri give nøje agt på deres dag på de ting som har med deres fred at gøre? Måtte den hurtigt nedgående nådesol i vest sætte prøvetiden, og domserklæringen udtales: ”Men nu er det skjult for dine øjne.”?