Fra oliebjergets bjergkam, så Kristus over verden. Alle sjæle som var blevet ligeglad med de privilegier de fik i deres rækkevide, henvender sig personligt i denne appel. Kristus bøjer sig fra sin trone i dag, hans store kærlighedshjerte ynkes med dyb og øm medfølelse over dem som er ryggesløse, og forsømmer deres evige interesse. Mange bekendende kristne er nu kun anstødsstene – falske vejmærker. De viser ikke verden de gode gerninger der er i principperne for Kristi lære. De forsømmer studiet af bibelen, og skjult bøn, og er så vidt det angår deres indflydelse, blevet bedragere af deres hellige betroelse. Deres hjerter er gradvist forhærdet, de har et navn at efterleve, medens sjælens vitale kræfter er blevet åndelig lam. Vor Frelser taler om denne klasse: “Mange skal sige til mig på hin dag«: »Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Og da vil jeg sige dem rent ud: ”Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret”