Menigheden kaldes til at gribe fat i dette arbejde med langt større alvor og iver end udvist hidtil. Enhver menighed bør gøre særlige tiltag for at oplære dens missionærere, og derved hjælpe til opfyldelse af det store bud: ”Gå ud i verden og forkynd evangeliet for al skabningen.” Mine brødre, vi har fejlet og synet ved at prøve for lidt. Der bør være flere medarbejdere på missionsarbejdet i de fremmede lande. Blandt os er der dem som, uden besvær og tøven kan lære fremmede sprog, og udruste sig selv til at forkynde sandheden til andre folk. I den første menighed blev missionærere mirakuløst begavet med en sprogkundsab som de blev kaldet til at forkynde for Kristi uransagelige riger. Og hvis Gud var villig til at hjælpe sine tjenere, kan vi så betvivle at hans velsignelse vil hvile over vor møje for at udruste dem, der af naturen har kundskaber til fremmede tunger, og som med god opmuntring, vil frembære sandhedsbudskabet til deres egne landsmænd? Vi kunne have fået flere medarbejdere på udenlandske marker, hvis dem som havde indtaget disse marker brugte alle talenter som de har inden for rækkevidde. Men nogle var tilbøjelige til at afvise hjælp hvis den ikke kom efter deres idéer og planer. Og hvad blev resultatet? Hvis missionærere blev fjernet ved sygdom eller død, fra deres arbejdsmarker, hvor er der så mænd som er uddannet til at udfylde deres pladser?