De, der er driverter i Guds vingård, kan ikke opnå Guds velsignelse. Bekendende kristne, som ingenting bestiller, neutraliserer de anstrengelser, som virkelige arbejdere gør gennem deres indflydelse og eksempel. De får de storslåede og betydningsfulde sandheder, som de bekender sig til at tro på, til at synes selvmodsigende og gør dem virkningsløse. De misrepræsenterer Kristi karakter. Hvordan skulle Gud kunne lade sine byger af nåde falde på de menigheder, som stort set er sammensat af den slags medlemmer? De er på ingen måde til nytte i Guds værk. Hvordan skulle. Gud kunne sige til sådanne; "Vel gjort, du gode og tro tjener ... gå ind til din Herres glæde," når de hverken har været gode eller tro? Gud kan ikke sige en usandhed. Guds nåde kan ikke blive givet i stort mål til menighederne. Det ville vanære hans egen herlige karakter at lade strømme af nåde falde på de mennesker, som ikke vil bære Kristi åg, ikke vil bære hans byrder, ikke vil fornægte selvet, ikke vil bære Kristi kors. På grund af deres dovenskab er de en hindring for dem, som ellers ville begive sig ud i arbejdet. Gud beder ikke om en tom kærlighed, som kun er et navn, men om en rigelig kærlighed fra åbne hænder. Guds gavmildhed kræver, at hans folk giver ham, hvad der er hans i tiender og gaver og ofre. Der er mange, som besidder en tom godgørenhed, som ikke sparer, ikke fornægter sig selv eller ofrer noget. Det overlader de til andre at gøre. Men Gud beder om mennesker, som vil studere, som vil plane og forene deres planer om selvfornægtelse og selvopofrelse. Dette er den eneste slags gavmildhed, som er efter Kristi anvisning og som vil tjene til Guds ære og herlighed. Før denne gavmildhed er bragt til aktiv udførelse, kan Guds velsignelse ikke komme over hans folk i sin fylde og kraft.