Enhver i sandhed omvendt sjæl vil have et intenst ønske om at bringe andre fra fejltagelsernes mørke ud i det storslåede lys fra Jesu Kristi retfærdighed. Den store udgydelse af Guds Ånd, som oplyser hele jorden med hele sin herlighed, vil ikke komme, før vi får et oplyst folk, som af erfaring ved, hvad det vil sige at være medarbejder med Gud. Når vi får en fuldstændig, helhjertet indvielse til Kristi tjeneste, vil Gud mærke sig den kendsgerning ved at udgyde sin ånd uden mål. Men dette vil ikke ske, mens den største del af menigheden ikke samarbejder med Gud. Gud kan ikke udgyde sin ånd, når selviskhed og selvforkælelse er så klar og tydelig, når den ånd er så almindelig, at den, hvis den blev sat i ord, ville udtrykke Kains svar; "Skal jeg vogte min broder?" Hvis sandheden for denne tid og hvis tegnene, som vidner om, at enden på alle ting er lige for og som tager til, til alle sider, ikke er tilstrækkelige til at få den sovende energi til at vågne op hos dem, der bekender sig til at kende sandheden, så vil et mørke; der står i forhold til det lys, der har skinnet, overvælde disse sjæle. Der er ikke skyggen af en undskyldning for deres ligegyldighed, som de vil kunne lægge frem for Gud på den store dag med det endelige opgør. Der vil ikke være nogen grund at komme frem med, hvorfor de ikke levede og vandrede og arbejdede i den hellige sandheds lys fra Guds ord og således åbenbare overfor en syndformørket verden, ved deres adfærd, deres kærlighed og deres varme nidkærhed, at Evangeliets virkelighed og kraft ikke kan bestrides.