Ved vore lejrmøder, kunne der gøres ti gange mere end der normalt kan udrettes. Helt fra start af burde prædikanterne organiserer korps af medarbejdere, som de kan stole på udfører forskellige væsentlige pligter for mødets succes. Der kan være flere tils tede som har arbejdet på mindre steder, prøver deres egne evner, og lærer dem sandheden. Hvis disse mennesker virkelig ønsker at lære i Kristi skole, så de kan undervise andre i frelsens vej, er lejrmødet det sted hvor de kan lære meget, ikke ved at se på når andre arbejder, med ved at selv fordele arbejdet. Enhver bør have noget at gøre, nogle byrder at bære. Hvis der noget sted skulle være noget at gore, så er det ved disse store samlinger. Først bør de selv passe på, om deres egne hjerter er blødgjorte og underlagte af Kristi nåde, og så er de parate til at hjælpe andre. De bør sagtmodigt og kærligt arbejde for de modløse og frafaldne, indbyde dem til et tilbagetrukket sted, og bede sammen med og for dem. Der burde være mange små grupper der beder til Gud i intervaller mellem prædikener. Sådan gjorde man i 1844. Ved vore almindelige møder, vil små grupper spredes i enhver retning for at drage sig nær til Gud og søge hans velsignelse. De søger ikke forgæves. Herrens rige velsignelse kom over dem som svar på deres bønner. Det samme som gøres nu vil lede til samme resultater.