Aron havde ment at Moses havde været for ubøjelig over for folkets ønsker. Han mente at hvis Moses var mindre fast og til tider mindre beslutsom og hvis han havde gjort et kompromis med folket og tilfredsstillet deres ønsker, ville han have mindre trængsler og der ville være mere fred og harmoni i Israels lejr. Han prøvede derfor denne nye linie. Han brugte sit naturlige temperament ved at give efter for folkets ønsker, spare dem for misfornøjelser og sikre sig deres gode vilje og derved forebygge et oprør, hvilket han tænkte med sikkerhed ville komme hvis han ikke gav efter for deres ønsker. Men havde Aron stået uden vaklen for Gud; havde han mødt folkets ønske om at gøre sig guder til at gå foran sig til Ægypten med vrede og afsky som deres planer fortjente. Havde han stævnet dem for Sinajs rædsler, hvor Gud havde udtalt sin lov med en sådan herlighed Havde han mindet dem om deres højtidelige pagt med Gud om at adlyde alt hvad han pålægger dem; havde han fortalt dem at han ikke, på bekostning hans liv, ville føje sig for deres bønner, ville han have haft indflydelse på folket for at forbygge et frygteligt frafald. Men skønt hans indflydelse, under Moses fravær, var blev pålagt ham at blive brugt i den rette retning, skønt han skulle have stået fast og ubøjelig som Moses, for at forhindre folket i at udøve en syndens kurs, blev hans indflydelse anvendt på den forkerte side. Han var magtesløs og kunne ikke gøre sig gældende ved at forsvare Guds ære og holde hans hellige lov. Men på den forkerte side herskede en mægtig indflydelse. Han befalede og folket adlød.