»Her,« sagde Aron uden tøven eller skam, »Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!« Aron påvirkede Israels børn til at gå til større yderligheder af afgudsdyrkelse i stedet for at påvirke deres inderste. De var ikke længere bekymrede for at den brændende herlighed ligesom flammende ild på bjerget havde fortæret deres leder. De tænkte at de havde en general som var lige velegnet til dem og de var rede til at gøre alt hvad han foreslog. De ofrede til deres guld gud; de ofrede fredofre og gav sig selv af med vellyst, orgier og drukkenskab. De var sikker på at det ikke var fordi de fejlede at de havde så mange trængsler i ørknen; men når alt kommer til alt var vanskelighederne hos deres leder. Han var ikke det rigtige slags menneske. Han var for ubøjelig og holdt hele tiden deres synder frem for dem og advarede, irettesatte dem og behandlede dem efter Guds mishag. Nu var der kommet en ny orden på tingene og de var tilfredse med Aron og tilfredse med sig selv. De tænkte: Hvis Moses blot havde været lige så elskværdig og mild som Aron, hvilken fred og harmoni ville der så ikke have hersket i Israels lejr! De bekymrede sig ikke nu om Moses nogen sinde kom ned fra bjerget eller ikke.