Aron havde en elskværdig natur. Gud udvalgte denne til at stå sammen med Moses og tale for ham, en kort tid, for at være talerør for Moses. Gud kunne godt have valgt Aron som leder; men han som kender menneskehjerterne, som forstår menneskekarakteren, vidste at Aron var eftergivende og mangle moralsk mod til at stå som forsvarer for det rette under alle omstændigheder, uanset følgerne. Arons ønske om at have folkets gode vilje fik ham nogen gange til at begå store fejl. Han gav ofte efter for deres bønner og derved vanærede Gud. Den samme mangel på fasthed for det rigtige i hans familie førte til hans to sønners død. Aron var fremragende i fromhed og nytte, men han forsømte at optugte hans familie. Frem for at lære hans sønner den fornødne respekt og ærbødighed, lod han dem følge deres tilbøjeligheder. Han opdragede dem ikke i selvfornægtelse, men gav efter for deres ønsker. De var ikke opdraget til respektere og være ærbødig for forældremyndigheden. Faderen var den rette hersker i hans egen familie så længe han levede. Hans myndighed ophørte ikke, heller ikke efter at hans børn var vokset op og havde deres egne familier. Gud selv var nationens monark og af det folk krævede han lydighed og ære.