Både Aron og Moses syndede ved ikke at give Gud ære og herlighed ved Meribas vande. De var begge trætte og opirrede af vedvarende beklagelser fra Israel og, (302) på et tidspunkt da Gud var for nådig til at vise hans herlighed for folket, til at blødgøre og underkue deres hjerte og lede dem til anger, påberåbte Moses og Aron sig magt til at åbne klippen for dem. »Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?« Her var en gylden anledning til at helliggøre Herren i deres midte, vise dem den langmodige Gud og hans ømme medynk for dem. De havde knurret imod Moses og Aron fordi de ikke kunne finde vand. Moses og Aron tog denne knurren som en stor prøvelse og vanære for dem selv og glemte at det var Gud som folket klagede over. Det var Gud som de syndede imod og vanærede, ikke dem som var udpeget af Gud til at gennemføre hans hensigter. De forhånede deres bedste Ven ved at tilskrive Moses og Aron deres ulykker; de knurrede over Guds forudseenhed.