Moses gik i forbøn for Gud for det syndende Israels bedste. Han prøvede ikke at gøre deres synd mindre for Gud; han undskylde dem ikke for deres synd. Han indrømmede rent ud sagt at de havde syndet en stor synd og havde gjort dem guder af guld. Så mistede han sin generthed og Israels interesse er så nøje indvævet i hans liv at han kom med frimodighed til Gud og bad ham om at tilgive hans folk. Hvis deres synd, bad han, er så stor at Gud ikke kan tilgive dem og hvis deres navne må slettes af hans bog, om så Herren så også måtte udslette hans navn. Da Herren fornyede sit løfte for Moses, at hans engel skulle gå foran ham og lede folket til det forjættede land, vidste Moses at hans bøn var indfriet. Men Herren forsikrede Moses at hvis han blev provokeret til at hjemsøge folket for deres overtrædelser, ville han med sikkerhed også straffe dem for denne forfærdelige synd. Men hvis de fra nu af var lydige, ville han slette denne store synd ud af sin bog.
Ellen G. White