Da vi var mange mil borte fra beboede steder, begyndte det at regne, lynet blinkede, og tordenen rullede; men vi kørte videre sytten mil ude at få et glimt af et beboet sted, og vi begyndte at nære alvorlig frygt for, at vi ville blive nødt til at overnatte ude i skoven, da det ville være forbundet med stor fare at forsøge på at køre i mørket. Men lige ved mørkets frembrud fik vi øje på den lille landsby Troat Run. Vi fandt den desværre fuld af tegn på ødelæggelse og ruin. Men vi fandt dog et tilflugtsted på et lille tysk hotel, hvis ejer sagde, at han nok kunne give os værelser og senge, men ingen mad, da de ingen havde. Men vi havde selv en god forsyning af fødemidler. Det var med nød og næppe, vi fik antændt en ild ved hjælp af nogle cigarkasser, men den var ikke stor nok til, at vi kunne få tørret vore våde klæder. Dog var vi glade over, at både vi selv og vore heste var kommet vel frem så langt.