Guds tålmodighed og overbærenhed, som skulle opbløde sjælen og bringe den til underkastelse, har en helt anden virkning på den skødesløse og syndefulde sjæl. Det leder dem til at kaste enhver begrænsning af sig og styrker dem i deres modstand. De tror, at den Gud, som har båret over med så meget fra dem ikke vil agte på deres perversiteter. Hvis vi levede i en tid hvor umiddelbar straf herskede, ville overtrædelser mod Gud ikke ske så ofte. Men selvom straffen er udskudt, vil den dog blive udført med usvigelig sikkerhed. Det er grænser, selv for Guds overbærenhed. Grænsen for Hans overbærenhed kan nås, og da vil Han straffe. Og når han tager den formastelige synders sag op, fortsætter Han til han har nået enden.