Kristus så, at manden led af en legemelig sygdom og han så også, at han led af en syg sjæl. Han vidste, at for at helbrede den legemlige dårligdom, måtte han bringe lindring til sjælen og rense sjælen fra synd. Manden behøvede sjælens helbred, før han kunne sætte pris på legemets sundhed. Frelseren var ikke uberørt over de anstrengelser,der var gjort for at bringe manden til ham og hans hjerte, fuldt af kærlighed og medfølelse, var bevæget. "Han så deres tro," og det var nok. Søn, vær ved godt mod; dine synder er dig forladt," sagde han til den syge mand. Mange lagde med tilbageholdt åndedræt mærke til hver en bevægelse i dette mærkelige hændelsesforløb og følte at Kristi ord var en invitation til dem. Var de måske ikke syge i deres sjæl? Var de måske ikke ivrige efter at blive fri for deres skyldsfølelse?