Her identificerer Jesus sig selv med sit lidende folk. Jeg var sulten og tørstig; jeg var en fremmed; jeg var nøgen; jeg var syg; jeg var i fængsel. Da du nød din mad fra overmådeligt veldækkede borde, led jeg sult i hytten eller på gaden, ikke langt fra jer. Da I lukkede jeres døre for mig, medens jeres veludstyrede lokaler stod ubesat hen, havde jeg intet sted at lægge mit hoved. Jeres klædeskabe var fyldt med en overmådelige forsyning af skifteklæder, som jeres penge er blevet bortødslet unødigt på, som kunne være givet til de trængende. Jeg var blottet for behageligt tøj. Da du nød dit sunde helbred, var jeg syg. Uheldet kastede mig i fængsel, og bandt mig med lænker, nedbøjede min ånd, fratog mig frihed og håb, medens du gik frit omkring. Hvilken enhed udtrykker Jesus her, som eksisterer mellem ham selv og hans lidende disciple. Han gør deres sag til sin egen. Han identificerer sig selv som væsen, i deres person, den der lider. Bemærk her, selviske kristne, at enhver forsømmelse du har over for de trængende, den forældreløse, faderløse er en forsømmelse over for Jesus i deres person.