Men der er de personer som gør høje bekendelser, hvis hjerter er så indhyllet i egenkærlighed og selviskhed at de ikke kan fatte disse ting. De har hele deres liv kun tænkt og levet for selvet. Det at gøre et værdig offer at gøre godt for andre, og at skade sig selv for at hjælpe andre, er slet ikke noget spørgsmål for dem. De har ikke den mindste ide om hvad Gud kræver af dem. Selvet er deres kære afgud. Dyrebare uger, måneder, og år er værdifuld tid der går over i evigheden, men de har ikke en optegnelse i Himlen om venlige handlinger, om at ofre sig for andres gode, at give den sultne mad, klæde den nøgne, eller tage den fremmede ind. At vove sig til at underholde fremmede er ikke behageligt; hvis de vidste at alle som delte deres overflod var værdige, så kunne de tilskyndes til at gøre noget i den retning. Men der er en dyd i at vove noget. Måske kan vi underholde engle.