Vi har den dybeste interesse for at dette måde, i denne tidsperiode, ikke skal være nyttesløst. Vi ønsker at se Guds værk vokse. Vi ved at dette er et meget betydningsfuld tid. Det er en højtidelig tid. Vi føler betydningen af vort folks opstandelse og opvågnen, at de må forstår den tid som vi lever i. Alles prøvetid er snart ovre. Og er vi parat til Menneskesønnens tilsynekomst i himlens skyer? Har vi bryllupsklædningen på? Eller skal vi tælle i den skære der efterlades udenfor for at ikke være klar? Hvor ivrige er vi ikke få at enhver af jer skal have bryllupsklædningen på. Ikke vor egen retfærdighedsklædning, men Kristi retfærdighed; da du bør have denne på, og således være forberedte, så, når gæsternes ransagelse skal finde sted, at du ikke er af dem, som skal bindes på hænder og fødder, og kastes ud, fordi du ikke er parat. Det er beredelse vi mangler. Det er skikkethed vi mangler. Og hvem er parat? Til dem som ikke er parat vil der være en fuldstændig fiasko. For dem som ikke er parat vil der være evigt tab. Min hvis vi, på denne prøvelsens dag, se at vi ikke er parat; hvis vi kan se vor ulykkelige tilstand, og vort behov, og nu ydmyge os selv for Gud, vil han findes for os, og han vil arbejde mægtigt for os. Og nu er det tid for os at begynde at arbejde. Dig der ikke med hjerte, sjæl og ånd, er gået ind i dette arbejde, er det nu tid for dig at involvere dig i det med alle jeres sjæle. Kristus har sagt: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og med hele dit sind, og med hele din sjæl, og med hele din styrke.” Sig mig, - gøres der her til veje bringelser for at splitte din kærlighed? Hvor er der chance for din kærlighed adskilles fra Gud, og alligevel bliver du frifundet på Guds dag? Jeg er frygtelig bange for at mange som bærer Syvende-dags adventisternes navn er anstødsstene på syndernes vej. De hverken arbejder for dem selv, og for dem som går ind, de er forhindringer ved deres egne uhellige liv. Gud forbyde, at vi bærer kristennavnet, når vi ikke er helliggjorte af de sandheder, vi bekender. Gud forbyde, at vi til sidst skal opdage, at vore liv har været en fuldstændig fiasko, en fuldstændig fejltagelse, og at der ikke findes nogen sjæl, som vi kan pege på som én, vi har været et redskab til at frelse og bringe ind gennem portene til staden. Skal det til sidst vise sig, at vi har været indhyllet i vor egen selvretfærdighed, helt dækket af verdens ånd og kærlighed?