Prædikanter bør indprente de folk som de arbejder for med vigtigheden af personlig anstrengelse. Ingen kirke kan vokse medmindre medlemmerne er medarbejdere. Folket må løfte der hvor prædikanter løfter, og derved bakke op om hans anstrengelser og hjælpe ham med at bære hans byrder, og han vil ikke blive overbebyrdet og miste modet. Der er ingen indflydelse som kan blive til noget i en menighed, hvis ikke folk handler forstandigt, ud fra princippet, og gør alt de kan for at fremme værket. De enkelte menighedsmedlemmer bør føle at de har et ansvar for at overvinde deres egne karaktermangler, og derved opmuntre andre til at overvinde. De som bekender sig til at være kristne bør vække sig selv op, og tage deres forsømte pligter op; for deres egne sjæles frelse beror på deres individuelle anstrengelser. Livets fyrste sagde: ”Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formå det.” Brydes med står der i fodnorte. Der er umådelig mange der søger end brydes. Tamme, halvhjertede anstrengelser vil ikke sikre sig succes. Det må være besluttede, udholdende og utrættelige anstrengelser der står i rimeligt forhold til det evige livs værdi, formålet med vor stræben. Vi kan ikke stole på at andre vinder kronen til os; vi må hver i sær kæmpe Herrens kampe. Prædikanter kan ikke redde folk. Han kan være en kanal hvor Gud vil tildele lys og kundskab; men efter at det lys er giet kan han ikke få folk til at vandre i lyset. Dette kunne Kristus ikke gøre. Det er overladt til dem, som har lyset at lyset påskønnes, og lade det for deres del skinne ud i klare stråler på andres stivej.