Says the apostle, "If there be therefore any consolation in Christ, if any comfort of love, . . . if any bowels and mercies, fulfill ye my joy, that ye be likeminded." This does not teach that we should sacrifice our principles of truth in order to be charitable; but that we should not be unkind, uncourteous, harsh, and rough to those that are around us. We should not push any away from us, but we should bind them to our hearts with the tenderest words of love. Have we not allowed serious faults to mar our characters? Have we not been greatly wanting in that gentle thoughtfulness and love that is required of the child of God? Who of us can plead guiltless? We need to learn to think more highly of others, and less of self.

Apostelen siger: "Er der da nogen formaning i Kristus, er der nogen opmuntring af kærlighed, ...er der nogen inderlig kærlighed og barmhjertighed, da fuldkommer min glæde, så at I mener det samme." Det skriftsted lærer os ikke, at vi skal opgive vore sandhedsprincipper, for at vi kan være godgørende, men at vi ikke skal være uvenlige, uhøflige, skarpe og ufølsomme mod dem, som er omkring os. Vi skulde ikke støde nogen bort fra os, men vi skulde binde dem til vore hjerter ved kærlighed og ømhed. Har vi ikke tilladt store fejl at skade vor karakter? Har vi ikke ofte udvist mangel på den ømhed, omtanke og kærlighed, som fordres af ethvert Guds barn? Hvem af os kan påstå, at han er uskyldig? Vi trænger til at lære at tænke højere om andre og mindre om os selv.