Men han steg endnu dybere ned. Menneskesønnen måtte fornedre sig som et menneske og tåle forhånelser, bebrejdelser, skammelige beskyldninger og mishandling. Der syntes ikke at være et trygt sted for ham i hans eget land. Han måtte flygte for livet fra sted til sted. Han blev forrådt af en af sine disciple han blev fornægtet af en af sine mest ivrige tilhængere, Han blev spottet. Han blev kronet med en tornekrone. Han blev pisket. Han blev tvunget til at bære det tunge kors. Han var ikke ufølsom over for, denne foragt og skændsel. Han underkastede sig, men åh! Han følte bitterheden deraf, som intet åndet menneske kunne føle det. Han var ren, hellig og uplettet, men blev alligevel stillet for retten som en forbryder! Den kære forløser steg ned fra den højeste ophøjelse. Trin for trin ydmygede han sig selv til døden men hvilken død! Det var den skændigste, den grusomste døden på korset som forbryder. Han døde ikke som en helt i verdens øjne, overøst med hædersbevisninger som mænd i krig. Han døde som en dødsdømt forbryder, hængende mellem himmel og jord han døde en langsom, skændig død, udsat for hån og spot fra en nedrig, forbryderisk menneskemængde . "Alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster på hovedet." Sal. 22,8. Han blev regnet blandt overtrædere, han sukkede midt iblandt hån, og hans kødelige slægtninge fornægtede ham. Hans moder så hans ydmygelse, og han blev tvunget til at se sværet bore igennem hendes hjerte. Han udholdt korset, på trods af skam. Han regnede det for lidt i betragtning af resultatet, at han ikke kun arbejde til fordel for indbyggerne i denne afkrog af verden, men for hele universet, alle verdener som Gud har skabt.