Den menighed hvis medlemmer føler at de ikke står til ansvar for dens fremgang, vil ikke vise den enighed, kærlighed og harmoni for verden som er hos Guds sande børn. Verdslige våger og kritiserer hele tiden skarpt og strengt dem som bekender at elske og tjene Gud, som alligevel i deres liv viser at de er fremmed over for den guddommelige nådes indflydelse. ”Det er for dårligt,” siger den ikke troende, ”at ødelægge en god verdslig for at danne en dårlig kristen. Den mand er ligeså skarp og ivrig for at fremme sine egne interesser som før han bekendte en religion. Og hvilken ukristelighed udviser han ikke! Hvor han ynder at ophøje sig selv. Hvor taler han uvenligt om andre. Han ser noget galt i enhver mands karakter. Jeg siger jer, selvom han tilhører kirken, vil den mand have brug for overvågning. Der er andre som er hårde og strenge mod dem som han ansætter. Han er endog utålmodig mod de dyr han har med at gøre, han mishandler dem som om de ikke har følelser. En sådan mand har ikke mulighed for det bedre.” I for mange situationer er dette et sandt billede. Hvilken en barriere har disse bekendende kristne rejst sig for at forhindre syndere fra at komme til Kristus! De er en forbandelse for deres familier, en forbandelse for menigheden. Kristi sande disciple vil vise sin sagtmodighed og venlighed i stærk modsætning til den store fjendes og hans efterfølgeres storm, bølgebrus og udfordrende optræden.