Kristus behages ved sine efterfølgere, når de viser at de, selvom de er mennesker, tager del i guddommelig natur. De er ikke statuer, men levende mænd og kvinder, hvis varme hjerter for liv ved den guddommelige nådes dug, åbne og breder strålerne fra retfærdighedens Sol ud, som skinner på dem. Det lys som falder på dem genspejler de videre til andre i gerninger, som oplyses med Kristi kærlighed. Kolde, syndfri-bekendende kristne er som isbjerge; de lader til at fryse alles glæde bort, som de komme i forbindelse med. Deres indflydelse på Kristi sag er altid skadelig. Intet er så anstødeligt for Gud som deres atmosfære som bekender et helligt hjerte, men hvis liv har en dårlig smag. Usmaglige handlinger gør kristne frastødende.