De Hellige Skrifter giver os et markant eksempel på hvordan vi udøver sand belevenhed. Abraham var en Guds mand. Da han rejste sit telt, byggede han straks et offeralter, og indbød Gud til at blive hos sig. Abraham var en venlig og god mand. Hans liv er ikke ødelagt af selviskhed, så hadefuldt i nogen karakter, og så anstødelig i Guds øjne. Hans optræden bevidner da han skilte sig fra Log. Selvom Lot var hans nevø, og meget yngre end ham selv, og landets første del tilkom Abraham, ledte venligheden ham til at opgive sit ret, og lade Lot vælge den del af landet, som virkede mest ønskværdigt for ham. Se ham når han byder de tre rejsende velkomne i dagens hede, og skynder sig for at give hvad de behøver. Læg igen mærke til hvordan han engagerer sig en Hets sønners forretninger, for at købe et gravsted til Sara. I sin sorg glemmer han ikke at være venlig. Han bøjer sig for dem, som om han er Guds adelsmand. Abraham vidste hvad ægte dannelse var, og hvad der tilkom ham for hans medmennesker.