Paulus betvivlede aldrig Guds evner eller hans villighed til at give ham den nåde han behøver, for at leve et kristent liv. Han udbryder: "Han der ikke sprede sin egen Søn, men overgav ham til os alle, hvordan skal han ikke være for ham som også giver os frit af alt?” Hans ord er i tro og håb, ikke tvivl og fortvivlelse: ”Han elskede mig, og gav sig selv for mig." ”Jeg ved hvem jeg har troet på." Han levede ikke under en tvivlens sky, famlede sig vej i usikkerhedens mørke, eller beklagede sig over prøvelser og trængsler. En stemme af glæde, stærk med håb og mod, genlød hele vejen op til vor tid. Paulus havde en sund religiøs erfaring. Kristi kærlighed var hans store tema, og den drivende kraft der styrede ham.