Da han kom for jordens konger og øvrigheder, som havde hans liv i deres hænder, tabte han ikke modet; for han havde givet sit liv til Gud, og det var skjult i Kristus. Med sin venlighed blødgjorde han disse magtfulde mænds hjerter, der havde hæftigt temperament, onde og fordærvede som de var i hjerte og liv. Han glemte ikke sin position, eller den vigtige anledning. Han var ivrig for sandheden, forsvarede Kristus frimodigt; men korrekt optræden, den sande indlevende nådegave markerede hans opførsel. Da han rakte sin hånd, som det var skik for at tale, fik de klirende længer ham ikke til at skamme eller være forlegen. Han anså dem for at være tegn på ære, og lænede sig over at han kunne lide for Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd. Omgivet af filosoffer, konger og kritikere, var hans Guds ambassadør. Hans tankegang var så klar og overbevisende at det fik den ryggesløse konge til at skælve når Paulus dvælede ved hans erfaring, viste forandring der var sket på hans religiøse syn, som vækkede jødernes skinsyge. Han ophøjede Jesus Kristus som verdens Genløser. Nåde gjorde at Hans røst blev hørt liflig og klar, ligesom nådens engel, der gentager korsets beretning, Jesu uforlignelige kærlighed.