Paulus varmede hjerter hvor han end kom hen; hans sjæl blev kødet til sine brødres sjæl. Når han skiltes med dem, vidste de at de aldrig ville se hans ansigt igen, de blev fyldt med sorg, og når de bad så indtrængende om at blive hos dem, udbrød han: ”Hvorfor græder I sådan og gør mit hjerte vegt?” Hans sympatiske hjerte brød sammen når han vidnede, og mærkede deres sorg over denne sidste adskillelse. De elskede ham, og følte at de ikke kunne opgive ham. Hvad kristne ikke beundrer i Paulus karakter? Fast som en klippe, står han og forsvarer sandheden, han var hengivenhen og venlig som et barn, når han var omgivet af sine venner. Men hans dadel af synd var frygtelig hår, specielt for dem som bekendte at tro på Kristus og alligevel vanærede deres bekendelse. Hans hjerte glødede af kærlighed, og alligevel kunne han være hård af hellig vrede når pligten krævede det. Lad Paulus eksempel, hvis liv var i overensstemmelse med Kristi liv, være en lektie for os.