Men i Kristus er der givet os et større eksempel en nogen af patriarkerne eller apostlene. Her får vi den ægte venlighed illustreret. Denne dydighed er sidestykket med hans liv, iklæder det med en blødgjort og forfinet skønhed, og spreder sin lyst over alle handlinger. Han påbyder de trætte og fortrykte at komme til ham, og få hvile og fred til at bære hans åg og løfte hans byrder. Han indbyder dem: ”Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.” Hans hjerte med sympatiserende kærlighed, længes efter den stille, hvileløse og fortykte, og lidende menneskesind, som kun kan få fred ved at lære hans lektier i sagmodighed og lydighed. Deres svingende, foranderlige og sorgmodige erfaringer er alt andet end hvile. Det er arbejde, smerte og sorg. At bære hån, bebrejdelser og foragt uden gengældelse og uden at sætte sig selv op imod dem, som vil skade dem, er den lektie han vil lære dem. Han vil have dem til at tage stolthedens åg fra sig, som snærer om skuldrene, og tage hans åg, som er let, for det er Kriti sagtmodighed og venlighed.