Elias trofaste sjæl var bedrøvet. Hans harme blev vækket, og han var nidkær for Guds herlighed. Han så at Israel dumpede ned i et forfærdeligt frafald. Han blev overvældet af forbavselse og sorg over folkets frafald, da han fik de store ting i tanke, som Gud havde udført for dem. Men alt dette glemte det meste af folket. Han gik frem for Gud, og med sin sjæl, presset i pinslen, bad om at han måtte frelse sit folk hvis det kunne ske ved domme. Han bad Gud indtrængende om at tilbageholde dug og regn fra hans utaknemmelige folk, himlens rigdomme, så det frafaldne Israel kunne se forgæves til deres afguder af guld, træ og sten, solen, månen og stjernerne, og se deres Gud, der vander jorden og beriger den, og får den til at frembringe rigeligt. Gud fortalte Elias at han havde hørt hans bøn. Han ville tilbageholde dug og regn fra sit folk, indtil de vendte angerfulde tilbage til ham.