Det vil koste Israel lidelse og store pinsler at få dem til den nødvendige anger, for at genoprette deres tabte tro, og en klar fornemmelse af deres ansvar over for Gud. Deres frafald var mere fatalt end tørke og hungersnød. Elias ventede og bad i tro igennem de lange tørke- og hungersnødsår, så at Israels hjerter igennem deres hengivenhed kan vendes fra deres afgudstilbedelse, til troskab mod Gud. Uanset alle deres lidelser, stod de fast på deres afgudsdyrkelse, og så på Guds profet som årsag til deres katastrofe. Og hvis de kunne Elias i deres vold, ville de have overgivet ham til Jesabel, så hun kan stille sin hævn ved at tage hans liv. Fordi at Elias turde sige det ve-ord som Gud havde påbudt ham, gjorde han sig selv til genstand for deres had. De kunne ikke se Guds hånd i de domme som de led under, på grund af deres synder. De førte dem over på mennesket Elias. De afskyede ikke de synder som havde bragt dem under den neddæmpende stav, men de hadede den trofaste profet, Guds redskab, for at fordømme deres synder og katastrofe. »Lang tid efter, i det tredie år, kom Herrens ord således: »Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende regn over jorden!«