Træt og udmattet, satte Elias sig ned for at hvile. Han var modløs, og følte det som knurren. Han sagde: »Nu er det nok, herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre!« Han føler at livet ikke mere er ønskværdigt. Han forventer, efter at Guds krafts klare fremvisning over for Israel, at de vil være sande og trofaste mod Gud. Han forventede at Jesabel ikke længere ville have indflydelse over Akabs sind, og at der ville være en generel revolution i Israels rige. Da trudselsbudskabet, som var kommet fra Jesabel, blev overbragt til ham, glemte han at Gud er den samme almægtige og medynkende Gud som han var da han bad til ham om ild fra himlen, og den kom, og for regnen, og den kom. Gud tilstod enhver anmodning, alligevel er Elias flygtet bort, langt fra menneskers hjem, og ønsker aldrig at se mennesker igen.