Desuden illustrer han et kristenlivs levende virkelighed, ved at halve saltets frelse. ”I er jordens salt”, siger han; ”men hvis saltet har mistet sin smag, hvorved skal det så saltes?” Alvorligt spørgsmål! Hvis sandhedens frelsende principper ikke eksemplificeres af bekendende kristne, hvilken gav skal verden så have af deres liv? Når saltet har mistet sin smag, ”er det derfor til ingen nytte, men til at kastes ud, og blive trådt under fode af mennesker.” Når kristne ikke åbenbarer Kristus, hvilken værdi er de da af? ER de så ikke som smagsløs salt, ”der gavner intet”? Men når de åbenbarer frelsende sandheder i deres liv så overlades stakkels syndsforhærdede sjæle ikke til at gå til i fordærv. Gud gerninger kan ses; for retfærdighedens levende principper kan ikke skjules. Evangeliet udvirket er som salt der indeholder al sin smag. Det er en kraftfuldt til sjælefrelse.