Kristus var forbundet til sin arbejdsplan at udvirke genløsningen til slægten, ved en kærlighed som er uden sidestykke og en usvigelig helligelse til Faderens vilje. Han sled sig op for menneskenes skyld frem til sin lidelsesstund. Han tilbragte sit liv i armod og selvfornægtelse, for den fornedrede synder skyld. I en verden som var hans egen, havde han intet sted at lægge sit trætte hoved på. Vi høster frugterne af hans uendelige selvopofrelse; og alligevel mangler vore penge når arbejdet skal gøres, til at hjælpe Genløserens arbejde med at frelse sjæle, vi undgår pligterne og beder os undskyldt. En skammelig ladhed, ligegyldighed og ond selviskhed besegler vor fornemmelse for Guds forlangende.